Årsberetning fra Aalborg Pride

Årsberetning fra Aalborg Pride 

Vi er glade for at kunne præsentere årets beretning fra vores forperson, Nadia Foldø Mohammadi. Der giver et indblik i de vigtigste begivenheder, resultater og erfaringer, vi har gjort os i foreningen det forgangne år. Fra vores arbejde med at skabe trygge og festlige rammer for Pride-fejringen til de mange initiativer og samarbejder, der har styrket vores fællesskab, har året været fyldt med både udfordringer og succeser. 

Læs med og få et overblik over året, som det er blevet set og oplevet af bestyrelsen side.

Tak til alle jer, der har støttet, deltaget og bidraget til vores mission om at skabe mere mangfoldighed og inklusion! 

Årsberetning:

Generelt:
Bestyrelsen har i gennemsnit afholdt møde 1 gang månedligt ligesom de forgangne år, minus september, hvor vi typisk gearer ned.

Vi har som den primære arbejdsgruppe haft høje ambitioner og sat nye mål. Nogle er blevet indfriet og andre har krævet flere ressourcer end vi havde til rådighed. En ordentlig evaluering mangler stadig at blive lavet og bør prioriteres som en af de første opgaver for 2025, så vi ikke ender med løse ender.

Vi har bevaret nogle allerede eksisterende relationer til sponsorer og samarbejdspartnere samt skabt nye relationer. Jeg vil gerne fremhæve samarbejdet med Lev og Lad Leve, LGBT+ Danmark, Mangfoldighedshuset og AURA Aalborg om et tryggere Aalborg og et fokus på en LGBT Handleplan. Der var foretræde for Mangfoldighedsudvalget d. 26/9, med rigtig god respons fra begge sider af bordet. Dette samarbejde fortsætter i 2025 og der er planlagt opfølgning d. 6/11.

Aktiviteter:
I år valgte vi at afholde julefrokost med mulighed for deltagelse fra både frivillige og øvrige deltagere. Det var en rigtig hyggelig aften, hvor bestyrelsen også havde mulighed for at få feedback for 2023. Der er fra nogle frivillige blevet efterspurgt en fest kun for dem, som det tidligere var.

Vi har afholdt to frivilligmøder, hvor der var stor deltagelse til den første og knap så mange til det andet. I år var det primært gengangere, hvor vi tidligere har en større fordeling af gamle og nye. Der var dog stadig godt engagement til mødet og det er positivt at vi stadig kan bevare de samme frivillige.

Afvikling:
Med henblik på vejrudsigterne, så var der utrolig godt fremmøde allerede fra opvarmningen til paraden. Der var en mindre episode med en privatperson og en misforståelse omkring et punkt på ruten, men det blev løst og paraden gik derudover rigtig godt.

I parken var der også stort fremmøde, set i lyset af vejret. Den umiddelbare feedback er at folk hyggede sig og havde forståelse for de hårde betingelser vi arbejdede under. Dem der havde købt stande, virkede også tilfredse med både dagen og deres placering, hvoraf flere allerede har givet besked om enten at ville deltage igen eller lave andet samarbejde i fremtiden.

Da vejret tog til og gæsterne gik tidligere, blev det besluttet at lukke parken ned tidligere end planlagt.

Til dette års Afterparty var vi på en ny lokation og på trods af bekymringer om at det var et stykke væk fra centrum, havde vi mange flere deltagere end forventet. Der var fyldt både på dansegulvet og udenfor hvor folk snakkede sammen. Street Food endte endda med at låne nogle af vores frivillige til baren, da de selv blev overrasket over de mange deltagere. Afterparty kørte programmet ud og der var deltagere frem til at vi skulle lukke ned.

Digitale kanaler og engagement:
Der har været betydelig flere opslag fra foreningen og vi har opnået både større rækkevidde og flere interaktioner med den øgede aktivitet. Her er der tale om Facebook og Instagram. Det er værd at fremhæve at ingen på Facebook er stoppet med at følge os eller har skjult opslag fra os.

Det har været endnu en lærerig proces og når vi ser tilbage på et år, hvor flere arrangementer har kæmpet med at få frivillige, deltagerantallet er faldet, vanvittigt vejr på afviklingsdagen og med usikkerhed omkring økonomi, så er det at forvente at dette vil afspejle sig i regnskabet. Med det in mente, så havde vi stadig en god dag med glade deltagere både om dagen og om aftenen, så der er ingen tvivl om at der stadig er efterspørgsel og behov for at vi fortsætter arbejdet.

Aalborg Pride / Bestyrelsen

Del her: